Kend forskellen på konkret og abstrakt sprog

Jeg ved ikke, hvilke typer tekster du skriver, men det er altid godt som skribent at få mere tekstbevidsthed.

Ved du for eksempel, hvad konkret sprog er? Og hvad det gør for din tekst?
Modsat abstrakt sprog?

Her er et eksempel:
Abstrakt: Medarbejderen er kompetent.
Konkret: Trine er en dygtig leder for sine fem ansatte.

Den abstrakte sætning siger i virkeligheden ikke noget særligt.
Man ved ikke, hvem det handler om, eller hvorfor eller til hvad, han/hun er kompetent.
Det er en påstand, der hænger i luften uden kontakt til virkeligheden. 

Abstrakt sprog dækker for bredt og kan betyde alt muligt.
Problemet er, at læseren ikke kan se tekstens budskab eller historie for sit indre, og han mister derfor interessen.

Den abstrakte tekst er upersonlig og taler ikke til sanserne.

Abstrakt og konkret sprog

Trine er en dygtig leder for sine fem ansatte.

I den konkrete sætning har medarbejderen fået et navn.

Det bliver en bestemt person. Vi får også at vide, at hendes kompetence ligger i hendes lederskab, og hvor mange hun er leder for.

Læseren kan nu danne sig et konkret billede af “medarbejderen”, og det pirrer nysgerrigheden mere, end den abstrakte sætning gør.

Et andet problem med abstrakte ord er, at de bliver for generelle.
Faktisk taler politikere ofte i et abstrakt sprog, så man efterlades med spørgsmål om, hvad det egentlig er, de prøver at sige, eller hvad det egentlig er, de prøver at UNDGÅ at sige.

Problemet med det abstrakte sprog er, at det kommer til at virke som om:

  • vi ikke vil stå ved det, vi mener
  • vi ikke ved, hvad vi mener
  • vi dækker over noget
  • vi holder afstand til læseren

Derfor er det en god ide at øve dig i at læse din tekst igennem med abstrakt/konkret-brillerne på:

Skriv en giraf, når du mener en giraf, og find enkle, naturlige, konkrete ord, som læseren kan forholde sig til.

Du kan tænke på det som en stige. Jo højere du kravler op på den, jo mere abstrakt bliver det.
For at komme ned ad stigen kan du spørge: Hvem, hvad, hvor, hvilken?

DYR.
Hvad for et dyr? Spørger du så måske?
Eller: Hvad er det for en ting, der er dyr. Hvor dyr er den?

Jo mere abstrakt, jo flere retninger kan det gå.

Et eksempel på at konkretisere ordet trinvist, hvor venstre er øverst på stigen:
DYR – pattedyr – kæledyr – kat – min kat – Stella.
(Stella er navnet på min kat:-)

Kan du se fidusen? Og kan du mærke forskellen i din interesse som læser?
Så har du fået styrket din tekstbevidsthed.

 

Sådan finder du dit eget sprog og skriver fængende og unikke tekster

Få min bedste skriveøvelse om det + mit nyhedsbrev med gode skrivetips og inspiration.

Tak for din tilmelding.

Share This