Af gæsteblogger Anne Pernille Fischer

Savner du også, at ordene flyder fra dine fingre på tastaturet og at siderne, du skriver, bliver fyldt med fængende, klare tekster? Får du lyst til at give op  (eller slet ikke starte), fordi din skriveproces driller – eller leder du efter en løsning til næste gang, du møder en skriveblokering?

Jeg ved, der findes et hav af tips om, hvordan du kommer ud af en skriveblokering. Men hvad nu, når de ikke virker – alligevel. Kender du det? Det gør jeg, og det er dybt frustrerende.

Derfor vil jeg dele dette skyggetrick med dig, så du hurtigt kan komme ud af din skriveblokering.

Fra skriveblokering til selvindsigt til skriveproces i flow

Når du oplever en skriveblokering, har du brug for at tage en pause og lytte til din indre stemme, dine skyggesider eller dit vise selv. Skriveblokeringen er et tegn på, at der er noget på spil indeni dig. Og det er det indeni, du skal lytte til for at komme videre.

Det kan være en af dine personlige skyggesider, der blokerer og spænder ben for din skriveproces.
Det kan for eksempel handle om, at du:

  • ikke tør være en, der laver fejl
  • vil skrive perfekt. Men er der overhovedet noget der er perfekt?
  • er bange for, om du kan leve op til dine egne eller andres krav og forventninger
  • ikke må virke dum, have brug for hjælp eller inspiration
  • skal være effektiv og ikke spilde tiden
  • vil opnå anerkendelse og rigdom, når teksten eller bogen bliver offentliggjort
  • tvivler på dine skriveevner eller er bange for, at du ikke gør det godt nok.

Dine skyggesider er egenskaber ved dig selv, som du undertrykker, fordi du ikke vil være ved dem eller have dem i dit liv. Men vi bliver først hele, velfungerende mennesker, når vi slutter fred med vores skyggesider og bruger skyggernes styrker i vores liv – i stedet for at vende ryggen til det, vi ikke tør eller vil være.

Måske har din skyggeside brug for, at du:

  • er lidt useriøs og skriver noget helt andet for sjov eller laver noget helt andet – selvom du har travlt
  • tillader dig selv at være uperfekt for at bryde blokeringen – og bare skrive det, der falder dig ind
  • beder om ideer eller hjælp fra andre for at løse et problem eller få nye kreative tanker
  • accepterer, at du ikke har kontrol over, om andre vil synes om det, du skriver – men har brug for din egen anerkendelse for det arbejde, du udfører.

Uanset hvilken af dine personlige skyggesider, du får øje på, har den brug for at blive set, hørt og passet på. Ellers vil den blive ved med at spænde ben for dig og din skriveproces igen og igen.

Sådan gør du

Du starter ganske enkelt med at tage en pause fra skriveriet og sæt dig et stille sted, hvor du ikke kigger på din computer og dit arbejde.

  1. Find din ro: Tag et par dybe vejrtrækninger, så du kan mærke din krop. Træk vejret så dybt, at du kan mærke maven bevæge sig ud og ind. Find ind til roen i dig selv. Det er her, du kan lytte til din indre stemme og hjælpe dig selv.
  2. Mød skriveblokeringen: Start med at takke din skriveblokering for at være kommet til dig og spørg den, hvilken af dine personlige skyggesider, der har brug for din opmærksomhed. Hvad er det, du eller din skriveblokering er bange for at være eller bare ikke vil være. Vi leder efter en egenskab her. For eksempel: useriøs, fejlfyldt, dum, dårlig, stræbsom, perfektionistisk, middelmådig. Det er meget naturligt, at du vil opleve, der er flere egenskaber, du ikke vil være, men hvilken har du mindst lyst til at være eller mest modstand overfor? Eller hvilken fylder mest i din proces lige nu?
  3. Spørg skyggesiden: Spørg skyggesiden i dine tanker, hvad den har brug for lige nu – måske har den bare brug for at fortælle dig, den er nervøs, blive lyttet til eller måske vil den sige, at du har brug for en pause eller at gøre noget for sjov. Lyt indad – lad tankerne hvile. Så kommer svarene indefra. De vil ofte lyde som dine almindelige tanker, men du vil få lyst til at gå i dialog med dem eller besvare dem. Tag dem til dig helt udømmende og uden at censurere dem.
  4. Tag rådet til dig: Giv så skyggesiden (og dig selv) lov til at gøre det, den lige har sagt til dig. Tricket her er, at hvis du ignorerer budskabet, bliver du ved med at sidde fast. Løsningen på din skriveblokering er at følge din skyggesides budskab og acceptere, at vi rummer alle sider i os.

Rigtig god fornøjelse. Må dine skriveblokeringer blive opløst, og må du få flow i din skriveproces. Jeg ved, det vil gøre dig glad.

Anne Pernille er succescoach og hjælper dig med at blive effektiv med at udleve eller opnå din drøm, så du får gjort de rigtige ting i stedet for at tvivle eller udskyde.
Hun er specialiseret i coaching og skyggearbejde og kan hjælpe dig med at blive modigere, holde fokus, skabe struktur, lære at tale dig selv op i stedet for ned og at tro på og lytte til dig selv. Sådan får du succes med det, der gør dig glad. Hendes klienter siger, at det er den bedste vej til at få et liv, du vil elske at vågne op til.
Læs mere om, hvordan Anne Pernille arbejder her: www.caretogrow.dk.

Anne Pernille Fischer

Succescoach, Care To Grow

 

 

Har du lyst til at finde ud af mere omkring skyggearbejde, kan du høre et interview med Debbie Ford, Deepak Chopra og Marianne Williamson om skyggesider her:

Sådan finder du dit eget sprog og skriver fængende og unikke tekster

Få min bedste skriveøvelse om det + mit nyhedsbrev med gode skrivetips og inspiration.

Tak for din tilmelding.

Share This