Bryd den daglige (lidt kedelige) rytme, tag din laptop under armen og bevæg dig ud i byen, når du skal skrive dine tekster.

Her får du mine 5 bedste bud på steder, som jeg selv kan anbefale som et alternativt skriverum til hjemmets fire vægge.
Geografisk er vi i Aarhus, så jeg beklager til jer, der er langt her fra, men jeg håber alligevel, at jeg kan inspirere dig til at finde dine egne skriverum ude i byen der, hvor du bor.
Alle stederne har plusser og (måske) minusser, og så kan man jo vælge ud fra hvilket humør, man har den pågældende dag.

1. GODSBANEN/Spiselauget

Skovgaardsgade 3, 8000 Aarhus C, www.godsbanen.dk

Aarhus’ tværfaglige kunst- og kulturproduktionscenter

PLUS: Godsbanen er en ombygning af Aarhus’ gamle godsbanegård i Skovgaardsgade bag ARoS og er på i alt 10.500 kvm. Her er både kunstneratelierer, skriveskole, teatre, grupperum, konferencefaciliteter, trykkeri og kontorlokaler samt store fælles arealer.


Godsbanen har en café/restaurant, der hedder Spiselauget, og her kan du sætte dig med din laptop, bestille en kop kaffe og nyde at arbejde midt i et stort hus med mange forskellige kreative aktører, hvoraf mange bruger Spiselauget som deres kantine og pausested.
Interiøret er rustikt med betonelementer og skæve lofter og vægge, men der er også bløde sofaer, man kan dumpe ned i. Det er et rigtig inspirerende miljø at være og arbejde i. Der er også mange gode steder udenfor, hvor du kan sætte dig.

MÅSKE MINUS: Akustikken kan virke lidt hård for nogen pga. det store rum og materialerne. Der kan være mange mennesker omkring frokosttid.

 

2. Juliette – Café & Brasserie

Jægergårdsgade 54, 8000 Aarhus C, www.juliette.dk

Café med fransk stemning og hygge

PLUS: Har du en frankofil gemt i dig, så sæt dig ind på denne hyggelige, franske café i Jægergårdsgade. Sidst jeg var derinde, kunne tjeneren se, at jeg ledte efter en stikkontakt til min Mac, og han viste mig hen til et bord, hvor ledningen kunne nå. Så de er ikke computerforskrækkede; man føler sig kun velkommen.
Men selvfølgelig kan du også gennemføre den afslappede, kunstneriske, franske stil og skrive i en notesbog i stedet for.
De har verdens bedste hjemmelavede lemonade, som med garanti frisker dine skrivehjerneceller op.

MÅSKE MINUS: Det er et populært sted, så man kan ikke regne med, at der er en ledig plads – især ikke ved frokosttid og i weekenden. Vil du gerne sidde og skrive her, så prøv at komme kl. 10, når de åbner, så er det til at få plads.

 

3. LYNfabrikken

Vestergade 49, 8000 Aarhus C, www.lynfabrikken.dk

Caféen for iværksættere og kreative folk

PLUS: LYNfabrikkens café ligger gemt i tidligere fabriksbygninger i en baggård i midtbyen. Den rå fabriksstil er bibeholdt, og interiøret er afslappet med funky, røde ledninger ved alle bordene til opladning af den bærbare computer og møbler lavet af genbrugsmaterialer. Dine drikkevarer bliver serveret i syltetøjsglas, kaffen er rigtig god, og til sulten kan du købe hjemmelavede smoothies, brunch og sandwich.

Udover café rummer LYNfabrikken et kontorhotel med faste kontorpladser/arbejdsrum til iværksættere og designere, mødelokaler på lejebasis samt et showroom med forskellige designudstillinger.
Man kan dog sagtens holde mindre møder i caféen eller sidde flere sammen og arbejde. Der er en rigtig hyggelig, arbejdsom stemning der, og man kan selv vælge, om man vil sidde og arbejde ved det runde bordtennisbord, på træbænken eller på den høje stol ved de gamle fabriksvinduer.
Der er også en helt fantastisk tagterasse, hvor man kan sidde, når vejret er godt. Her er der kig til AROS/Your Rainbow Panorama og det meste af Aarhus’ centrum.

MÅSKE MINUS: Indimellem spiller de høj musik i højtalerne, men om det er et problem, afhænger af hvem du er. Nogen mennesker arbejder bedst med musik som baggrund, andre arbejder bedst i stilhed.

 

4. DOKK1

Hack Kampmanns Plads 2, 8000 Aarhus C, www.dokk1.dk

Arkitekttegnet bibliotek ved havnekanten

PLUS: Er der noget bedre end at sidde gemt væk mellem bogreoler og skrive? Det kan du på DOKK1 – Aarhus’ nye, store bibliotek (og Borgerservice m.m.). Der er tilmed nogle rigtig LÆKRE, bløde lænestole placeret, så du har udsigt over vandet og havneområdet. I det fjerne kan du se Djursland. Du kan også gå rundt og lade dig inspirere af den smukke bygning og arkitekturen – der er virkelig meget til at vække kreativiteten. Udover alle bøgerne – selvfølgelig – som du kan fordybe dig i. De har også en café med lækker, sund mad og hjemmebagte cookies.
Dokk1 har aflukkede mødelokaler til fri afbenyttelse – man skal bare reservere dem på forhånd.

MÅSKE MINUS: Ved eksamenstid er der fyldt godt op med studerende, men jeg har endnu ikke oplevet, at jeg ikke kunne finde en stol et sted i et hjørne. Der kan også være mange børnefamilier – især i weekenden – med den larm, det nu medfører. Lad ikke dine ting (taske og computer) være uden opsyn – jeg har hørt om tilfælde, hvor folk har mistet deres ting, da de var væk fra deres plads i nogle minutter.

 

5. Løve’s Bog- & Vincafé

Nørregade 32, 8000 Aarhus C, www.loeves.dk

Café, vinbar og boghandel i ét

PLUS: På Løve’s Bog- & Vincafé møder du et meget autentisk, kreativt miljø. Her er sjove citater på toilettet, borde og stole er genbrug (ikke to er ens) og langs alle vægge er der reoler med bøger fra gulv til loft. Bøger, som er til salg. Et stort plus er, at der er læseeksemplarer af bøgerne, så du kan læse lidt i dem, før du beslutter dig for at købe.
Her er mulighed for at netværke med andre skribenter, da mange af gæsterne hænger ud her, fordi de er vilde med ord.
Når du er færdig med dagens skriverier, kan du nyde deres tapas og et glas vin, som der er et stort udvalg af.
Caféen afholder også oplæsningsaftner for forfattere (kendte som ukendte) og andre litteraturarrangementer. Tjek deres hjemmeside.

MÅSKE MINUS: Du bliver opslugt af at sidde og hygge dig og læse i alle de skønne bøger, i stedet for selv at få skrevet.

 

 

Tak til LYNfabrikken for tilladelse til at bruge deres billeder. 

Share This